Over Havet
De første, som udvandrede fra Selbu til Amerika, maatte komme sig afsted, som bedst de kunde. Der var ikke Dampskibslinjer dengang, som nu. Der var heller ikke Seilskibe, som gik i regelmæssig Fart, den Vei Emigranterne maatte gaa.
John Johnsen Lien med Hustru og sin 6 Maaneder gamle Datter, samt Thomas Larsen Krogstad var – saa langt man med nogenlunde Sikkerhed kan slutte – de første Udvandrere fra Selbu, med Amerika som Reisens Maal. De forlod Bygden en Morgen tidlig, medens der endnu var mørkt, og tog afsted fra Mosletten opover Skoven og siden over Fjeldene til Holtaalen, hvorhen nogen af deres Slægtninge fulgte og skydsede dem. Derifra kjørte de med Hesteskyds fra Stifte til Stifte helt til Kristiania. Efter mange Ugers Venten fandt de her Skibsleilighed til Quebec i Canada. Andre kom sig afsted paa lignende Vis.
Nogle aar senere begyndte Seilskibe at gaa med Emigranter om Vaaren mellem Trondhjem og andre Byer i Norge og Quebec. Et af de første af disse var Victor. Det førte, saavidt jeg kan huske, Emigranter fra Trondhjem til Quebec i flere Aar. Senere blev der flere af dem, som bragte Udvandrere fra de forskjellige Byer i Norge over Havet. Saaledes laa der i Juni 1870 paa en gang 8 Seilskibe fra Norge paa Karantænepladsen nedenfor Quebec. De havde alle Emigranter ombord. Seilskibet Neptunus af Skien, med Kaptein Ludvigsen som Fører, var et af de Skibe, som i flere Aar gik i Emigrantfart mellem Trondhjem og Quebec. Da blev dette Skib, med sin fortræffelige Kaptein, det som blev bedst kjendt og husket af vort Folk. Kaptein Ludvigsen var elsket og seet op til som en Fader af dem, som kom i berøring med ham. Det fulgte af sig selv at der regelmæssigt blev holdt Opbyggelser der, hvor han førte kommandoen. Han var en fredsæl og trivelig Personlighed. Efter, og tildels samtidig med Neptunus, førte Seilskibet Franklin af samme Rederi Emigranter fra Trondhjem til Quebec i flere aar. Det var med dette Skib mange af os kom over i 1870. Det var et skarpbygget Skib og en udmærket Seiler – især når det gik for Sidevind, og det gjorde os rigtig godt, naar vi saa, hvorledes det med den største Lethed kunde tage det op med hvilket som helst Skib, der søgte at komme os forbi. Kaptein Winsnes, som var dets Fører, var en nobel og elskværdig Mand. Han var ung dengang, var nys gift og havde sin unge frue med, saa det var deres Bryllupstur.
Turen med Neptunus fra Trondhjem til Quebec i 1866 løb meget heldig af. Veiret var gunstig det meste af tiden og det tog ikke mange uger at komme over. Den overveiende Del af Passagererne var fra Selbu. Da vi i 1870 kom over med Franklin, var der også mange Selbygger med. Veiret paa denne tur var mere stormfuldt, og det tog et Par Uger længere. Men naar vi kom op i St. Laawrencebugten var veiret og Vinden det meste af Tiden slig, som man kunde ønske dem. Længere oppe var der noget for unge skuelystne Personer at se: Den brede, majestætiske Flod med de mange Skibe på sin Ryg, Skovene og Nyrydningerne på Sydsiden og paa Nordsiden, de brede Jorder og Agre, der langsomt skraaned opad, Veie og Gjærder, de velbyggede Gaarde og Kirkerne, lidt længere oppe de jevne Flader med veldyrkede Agre og længere borte i Baggrunden den jevne, frodige og vakre Skov saa langt øiet kunne naa. Alt forenede sig til et Billede saa harmonisk og vakkert, at det for al Tid vil være bevaret i taknemlig erindring.
En Dag, medens vi seilede gjennem dette Dalføre, havde vi god Vind, og Skibet forcerede sig gjennem Vandmasserne uden at kommen nogen Vei. Det gik saa – eller rettere, det stod saaledes en længere Stund. Sagen var den, at Nøkken drev sit Spil i Vanddet, og det havde den god Anledning til, thi Ebbe og Flod driver ogsaa sit spil langt opover Elven, og naar da Vandmasserne, som er kommet nedenfra forener sig med den ovenfra om at storme ned mod Havet, saa bliver der Strøm i Elven, saa det forslaar, og Fartøierne kommer ingen Vei mod Strømmen, selv om der er god Bør. Undertiden maa de gaa til Ankers til Floden er gaaet ud. Som det var holdt Skibene ved at seile indtil det meste af Floden var gaaet ud og kunde da atter begynde at raskt gaa opover. Paa Veien opover til Kuarantænepladsen blev der pudset godt op paa Skibet, som sig hør og bør, naar man skal til Visitats, og saaledes kom vi i bedste Puds op til Pladsen, hvor vi blev visiteret den følgende Morgen. Men da der naturligvis ingenting var , som manglede os, saa fik vi tage af sted ud paa morgenen. Opover herfra til Quebec er floden vistnok bred, men kun en Trediedel af den er dyb nok for større Fartøier. Før ude paa Haavet havde vi seet hvorledes Kapteinen kunde haandtere en Skude i rygende Storm. Nu gav han os en Prøve paa, hvorledes hans Skib kunde drives fremad og opover Floden i smalt Farvand med Vinden imod. Han greb selv Roret og tog til at krydse, og Mandskab og Passagerer greb fat i Taugene og drog saa det var en Lyst at se, hver gang Skuden skulde vende. Og det var ofte, det. Saaledes gik det paa i Zigsak opover til vi nærmede os Havnen i Quebec, men der maatte da en Bugserbaad trække os ind paa Ankerpladsen. - Saa var vi da lykkelig og vel over Havet, vi ogsaa, og havde havt de sædvanlige Oplevelser og gjort de samme Erfaringer som andre.
Nogle fra vor Bygd havde allerede den Gang begyndt at gaa med Dampskib over Havet, og der blev flere efter hvert, indtil Seilskibene som Emigrantskibe blev en Saga blot. Men dermed var da ogsaa det meste af det romantiske taget ud af Amerikareiserne. Naturligvis var der noksaa mange Folk stuvet sammen paa disse Seilskibe, og dette, sammen med Besværet med Barneflokken, og Ængstelsen for Søreisen, kunde nok gjøre det alt andet end romantisk for mindre freidige Sjæle; men det er dog ingenting, som kan stilles op mod en Seilads med et godt Seilskib, naar der er god, strygende Bør.
St. Lawrencefloden som Landevei
I Quebec fik vi ”Landlov”, og vi, som unge var, benyttede os deraf i al den utstrækning, vi havde, til at se os om i byen. Vi kravlede os selvfølgelig opover de steile Bakker til Fæstningsværkerne oppe paa Toppen, og derfra saa vi, saavidt vi kunde skjønne, udover Slagmarken ved Abraham. Alt bar præg af Ælde her. Det kan fortælle om Historiens Begivenheder. Byen og Beliggenheden er meget interessant. Men der gives vakrere Byer end Quebec.
Nu var vi da vel og lykkelig over Havet og skulde fortsætte Landeveien. Men Landeveien vor herfra og langt vestover skulde være St Lawrencefloden. Det gjaldt om at komme afsted. Til den ende havde Kapteinen oppe i Byen forsynet sig med en hel del guld. – Saa meget , som han tænkte vi var værd. Nu kom vi da ind i kahytten efter Tur og tilvekslede os Guld for de Penge, vi havde, thi det var det fornuftigste, vi kunde gjøre, for Kursens Skyld. Saa maatte vi bære paa det der Guldet opover Landet helt Milwaukee (tror jeg det var), og saa fik vi da omsider Papirpenge i Bytte og en god del mere end Daler for Daler. Jeg husker, at da vi var inde hos Kapteinen for at veksle, saa gav Far mig en Haandfuld med Tyvedalerstykker, som jeg skulde bære paa; thi han vilde ikke sætte alt paa et Kort. Dette havde nok sin Rigtighed, thi da han om Natten efter paa Dampbaaden til Montreal følte træt og lagde sig ned en Stund for at hvile lidt, var der en Slusk, der, som det saa ud til, kom for at undersøge hans Lommer. Min Tante havde tænkt sig noget saadant, og trippede om i Nærheden som en Høne, og Fyren fik ingen Fangst gjort. Hun fortalte om dette til mig, og jeg, som hacde det altfor travelt med at fare rundt og se, til at jeg kunde tænke paa at sove, holdt mig da nær ved; men Gubben sov nok bare paa et Øie.
Efter at de store Emigrantkasser fra Skibet var bragt ned i en Pram, og derpaa ombord i den store prægtige Floddamper, var det at tage Afsked med Skib og Mandskab, og tage af sted om Kvelden opover Floden, og næste Morgen var vi i Montreal. Her gik vi, med det vi havde, ombord i en mindre Baad, der skulde bringe os lige til Hamilton ved Ontariosøens inderste Ende, thi derfra skulde vi tage med Jernbanen til Detroit og videre til Grand Haven. Det faar være nok at sige, at vi saa os om, alt vi kunde, i Byerne, hvor Baaden lagde til. Mangesteds var det vakkert og Byerne for det meste pene og renslige. Især likte vi os i Kingston. Den burde være Canadas Storby, for der var skjønt, og Byen ligger vakkert til ved den brede Ende af Ontariosøen og med Udsigt over Holmer og Øer og Flodmundingen nedenfor. Medens Baaden arbeidede sig opover Floden paa den lange strækning mellem Montreal og
Kingston, var der mangt at iagttage paa dens Vei. – Og vi havde jo tiden for os til at se. Jeg husker ikke, om vi sov noget, thi siden vi forlod Franklin var der intet Natteleie for os. Vi var jo Immigranter, nu – ikke Emigranter længere – og at faa Lugarer eller Soverum ovenpå, se det var ikke for os. Saa gik vi da der, tildels i halvsøvne, og betraktede de vakre , idylliske Landskaber paa begge Sider af Floden. Der er noget vist afmaalt ved dem, men alligevel stort. Der er jo ikke meget i den brede Dal, som kan jevnstilles med de stygge, sønderrevne og takkede Dalfører og Fjelde indenfor Fjordene i det vestlige Norge, eller vest i Klippebjergenes Kløfter – og som vi er vant til at anse som noget saa stort; men det er et stort og jevnt og bredt Dalføre, med mange yndige Partier og hjemlige Scener. – En nat paa Floden dernede vaagnede vi, nogle af os, af vor Dvale, idet Baaden arbeidede sig tungt og stadig op igjennem en af kanalerne og smuttet sig gjennem Sluserne i den lyse Sommernat. Vi gik der og saa paa Slaateengerne lige ved os og Trærne længere borte, indtil Baaden kom ud af Kanalen og atter fortsatte paa sin Vei opad den brede Flod. Der er nu 50 aar rundet i havet siden den Gang, og mange er vel de Forandringer, som er gjort ogsaa der i Dalen, og Tiden har ført os med sig. Men ofte glider Tanken tilbage til dengang, til Reisen fra Anticosti opover Floden og over Søen til Hamilton. Og Ønsket gjør sig gjældende efter atter en Gang at faa se dette store Dalføre, og gjøre Reisen nedad den brede Flod. Nu kjøres man gjernest afsted, Immigranter og andre, henad Jernbanen, hvor man saa at sige intet faar at se, uden det styggeste af Landskabet og de smudsigste Strøg af Byerne. Det er ikke ret. Amerika har meget at byde paa. Som kan fryde Øiet og løfte Sindet, men man faar det ikke at se. Man gaar fort nu, ser du! –
Med Landeveien tillands
Vi fik jo noget af denslags Befordring, vi ogsaa. Fra Hamilton bar det afsted med Jernbanen om Natten, og Morgenen derpaa gik vi i Jernbanevognene paa Færgen over Floden ind i Detroit og dermed ind i Staterne, hvor vi blev Gjenstand for nogle godmodige Tolderes Omhu. De var sendt der for at bevare os paa den rette, moralske Vei. De betragtede kynisk de store Kasser, vi havde med, og fordrede dem aabnet, for at hjælpe os til en frelst Samvittighed. Men det saa ut, som de saa mere paa de Folk som eiede dem end paa Kasserne selv, og ofte slog de Kridtmærket, før man vandt at aabne Kassen. De saa nok, at de havde gode, ærlige Skandinaver for sig, og ikke Smuglere. Saavidt vi saa, fandt de intet hos vort Følge, som de vilde have Told for, og saa slap vi da afsted henad Aftenen med Jernbanen. Nogle fik daarlige Vogne at kjøre i, men dem af os, som var sen paa det, fandt ikke Plads blandt dem, og saa blev der hægtet til en god Passagervogn og der fik da vi komme ind. – Den Aften og Nat og den følgende Morgen saa vi intet uden bakket og uformeligt Landskab, saa hvad Michigan kan have af vakkert og skjønt, det var skjult for vore Blikke. Men vi kom da frem til Grand Haven ud paa Morgenen. Henad Aften den Dag stuvede man os ombord i en stor Sødamper, og om natten tog den os over Lake Michigan til Milwaukee. Da man havde stængt Lugerne til rundt omkring Baaden paa det Gulv, som ligger næsten lige lavt som Michigansøen, og vi var kommet underveis, listede jeg mig opad de brede, messingbeslaaede Trapper for at faa et Blik paa den straalende belyste Leilighed der ovenpaa. Men du, hvor blankt og storartet det saa ud! Jeg syntes det var ikke for Dødelige som os.
I Milwaukee erfor vi ingen overvettes Høflighed af dem, som skulde bringe vort Gods og ”herde” (gjæte) os gjennem Gaderne til Jernbanestationen. Men der var megen Trafik og store Heste og endda større Vogne. Her kom Mr. Wanvig fra Trondheim og opsøgte os. Vi havde hilsninger fra hans Folk i Trondhjem. Saavidt jeg husker, havde vi ikke noget Bekjendskab med ham selv, men dette Møde var os som en Luftning fra vor Hjembygd og som et Besøg af en skattet Ven. Han er gaaet til Hvile nu, for længe siden; men hans Søn indehar en betroet Stilling ved Posthuset i Minneapolis. Saa blev man da færdig med os der i Milwaukee og fik os afsted igjen med jernbanen, og med samme resultat: Hvad af stort og skjønt Wisconsin har at byde paa, det saa ikke vi noget til, men en morgen befandt vi os i La Crosse ved Mississippiens Bred. Vi blev læsset af der, hvor Depotet skulde været, men det var der ikke. Det var brændt ned, sagde man, og Immigranthuset var ogsaa brændt. Men Dagen var hed. – Ikke saadan almindelig Sommervarme, men hedt. – Man vilde dog ikke, at vi skulde krepere i Varmen, og derfor ”herdede” man os opover Gaden et længere Stykke til et lavt Bordskur, som var lavet til paa en Tomt. Om det var bygget for Grisene eller ei, det ved ikke vi, men vi krøb naturligvis dering for at være i Skyggen, og Grisene aflagde os besøg ret som det var, og aromaen var ikke den bedste. Naar vi saa af og til listede os ind i Byen, saa kom man og ”herdede” os tilbage og fik os ind i Skuret. Men der var en svær Varme. Imidlertid har alle Ting en Ende, saaledes ogsaa den dag. Vi kom os afsted opover Missisippien paa en Dampbaad med 2-3 store Prammer paa Siderne, og vi fik det mere luftigt, saa vi led ikke mere af Varmen. Bortover Prammerne foretog vi Ture ret som det var, der var rum nok og luftigt tillige. Vi likte ikke Mississippidalen saa godt som St. Lawrence, men saa tog vi vel ogsaa til at blive træt og lei af Reisen. Endelig kom vi da iland i Winona.
Fire Aar før, nemlig i 1866, kom der ogsaa flere af vort Bygdefolk did den Vei, og fra dette Sted har har P. Mogaard, B. Mogaard og P. Udhus nogle Minder: Det Følge som i 1866 kom over paa Neptunus bestod af 150 Personer fra Selbu. Deraf var der 30 ”Lauskarer”, (unge ugifte Mænd). Halvor Guldseth, som havde været i Amerika før, var deres Fører, men han fik ikke noget for sit Førerskab, og det har somme af dem senere følt som en Forsømmelse. -- I Milwakee blev Følget skilt ad, idet endel, paagrund af en eller anden Ulempe ved Jernbanen, blev taget med Toget til Prairie du Chien, istedetfor den benere Vei til La Crosse. De fra Prairie du Chien kom nu med Baaden til La Crosse, hvor Følget kom sammen igjen og fortsatte Reisen opover til Winona. Der skulde de tage med Jernbanen for sidste Gang. Da Tøiet var bragt iland, vilde Baadfolkene have en Daler for hver Kasse, som var fragtet over Prairie du Chien; men Immigranterne mente, at de havde betalt alt, de pligtede at betale for Fragt, og saa opstod der Dissens. Kasserne blev taget og kjørt op i byen til et Oplagshus og sat paa Platformen, og da man vilde til at sætte dem ind i Boden, gjorde Immigranterne Modstand og det begyndte at se noksaa broget ud. Stor-Jo Barogara, som var stor og sterk og i sin kraftigste Alder, og saa ud som en Kjæmpe, han holdt i, da man da vilde føre Kasserne indenfor, og de var bange for ham. De vovede dog at give ham en ”Drei” under Øret, men da slog John i Kasser saa Fliserne fløi, og det lagde en Dæmper paa Sinderne. Imidlertid fik man tak i en norske der i Byen, denne søgte da at mægle. Kompaniet ville have lidt Ekstrabetaling for at have fragtet Kasserne den lange Omvei, og saa havde en Regnstorm nys vadsket ud Jernbanen paa en kort strækning i en liden Dal straks vestenfor
Peder P. Uthus
Winona, saa Immigranterne ikke kunde tage mere med sig den Dag, end de kunde bære over Dalen. Det endte da med, at de fik tage ud af Kasserne alt, de kunde bære over Dalen, og de Kasser, som de maate sætte igjen, skulde de betale for. Men nogle tog alt udaf sine Kasser og lold dem stå tomme tilbage. Det Følge, som skulde den Vei kom da til Rochester og videre ad Landeveien til John J. Lien.
De nærmeste følgende aar var John Mogaard, Bersvend Mogaard og Peder Udhus sammen paa arbeide i Furuskoverne i Wisconsin og Minnesota. Men John druknede i 1968 i en Dam oppe i Skoven. Det var ikke saa ligetil at faa Tømret frem fra Markerne. Man kjørte det sammen om Vinteren ved Smaaelvene eller Indsøerne, efter som det høvede sig, byggede Dammer der, hvor Vandfaret ikke ellers var stort nok for Flødningen, og saa, naar denne skulde begynde om vaaren, aabnede man Sluserne , satte Vandet paa og Flødningen var i gang. Det gjaldt da at have Mandskab nok, saa man kunde faa ført Tømmeret ud, før Vandstanden gik ned for meget, og de, som var med paa ”Draiven” (Flødningen) fik springe i Vandet – ofte op til Brystet – mellem Isflagene og arbeide for at holde Tømmeret gaaende. Det var jo just ikke saa bra for Helsen, og somme blev syge af det kolde Bad. Peder Udhus blev saaledes syg engang. Han fik det raad af en Indianer, at han skulde spise raa Poteter. Han saa gjorde og blev frisk.
Da vi naaede Winona havde vi ingen Eventyr. Vi forlod Baaden og fortsatte reisen med Northwestern Banene til Rochester, Minn., hvor vi ankom ud paa Eftermiddagen. Der mødte vi flere norske. Deriblandt John O. Volseth fra Town of Salem. Det saa ud til at han var kommet for at hente os. Vi kom os afsted fra Byen ved den tid Solen gik ned. Vi gik tilfods, de fleste af os. Nogle kjørte paa Vognen med Okserne som Trækdyr. Det blev snart mørkt, men Aftenen var lun og Veiret stille, og som vi gik der langs de frugtbare Enge, saa vi allesteds smaa Lys bevæge sig mellem Buskene. Dette syntes vi var rart, men John Volset gav os godmodigt den Trøst, at det bare var Lysfluer, og hverken Tufter eller Gjenfærd. – Ud paa kvelden kom vi frem til Ole Rolseths Hjem en stor del af os, og blev vel modtagne.
Det store Følge fra Quebec var blevet opdelt efterhvert og spredtes til mange Kanter. Flere reiste til Minneapolis og fandt Beskjæftigelse der, og vi, som var komne til Salem, fandt Arbeide i Slaatten og Skuraanden og senere i Træskingen. Men tidlig paa Høsten reiste flere af vore paa Langtur vestover Minnesota for at finde nye Hjem.
Skrevet av John Pedersen Uthus, Minneapolis 1921.
Fra gotisk til moderne norsk alfabet ved Nils Evjen i 2025.
Nåtidens betraktninger:
John Pedersen var født i 1851 i Nordigarden Uthus. Foreldrene var Litj-Pe Barosa Øvergara Flønes og Kari Johnsd Nigara Garberg, som drev Nordigarden Uthus i 21 år, før de i 1870 tok med seg familien og emigrerte til Minnesota. Der ble John utdannet prest og utga i 1921 Selbygbogen på Selbulagets Forlag, Minneapolis.
