De staar Vagt om Bygden, hvor vor Vugge stod, de gamle Fjeld. De har trodset Tidens Tand og staar der lige traust – Sylene og Fongen og Ruten. – Skarvene mod nordøst, og et godt stykke længere øst og syd, borte ”ved Kjølens Rand”, kneiser med sine Drabanter de høie Syltoppe, hvor saa mange af General Armfeldts Soldater fandt sin Død i den forrygende Storm (1718). Der er Ruten og Skarvfjeldene lidt længer mod vest, og nærmere er Blaahammeren. – Alle disse forener sig til en krans om Fjeldvidderne øst for Bygden, og Fongen, Selbus eget Storfjeld, med Melshogna throner der i Midten. Der er baade Vidder og Udsyn. – Længere vest er Bringen med sin Varde og sine Reserver mod vest, og mod nord og vest derfra er Renfjeldet. Det staar vagt mod vest. Det er Gubber med anstand, de ved hvad der sømmer sig, og staar vagt på Afstand et godt stykke tilbage fra bygden.
Men mod nord er Strandbygdfjeldet. Det er ikke høit som de andre; men det ogsaa hæver sin Ryg høit over Skovlinjen. Det er nær ved, ret op fra Stranden. Det maatte saa være, for at man kunde have udsigt til et Fjeld fra nede i Bygden, og for at Bygdens Folk fra dets Toppe skulde kunne faa saadan god Udsigt over store dele af Bygden. Det var her oppe paa Strandbygdfjeldet, at ”Jøvra” sad – som det kan sees paa denne Dag fra lige nede i Bygden. Hun sad deroppe paa ”Jøversalen”, med Bagsthellen foran sig og bagte. Men som hun sad der ved sit Arbeide, saa saa hun op og fik se Kirken i Selbu, og af Arrighed begyndte hun at kaste efter den, det hun havde ved Haanden. Det ene Redskab efter det andet kastede hun: Kjævle og Bagstfjaula, Bagsthella og Spuddu, som reiste til Øverbygden; men intet traf. Saa hoppede hun efter selv, og hoppede bent; men hun ”dat ned i Putten” ved Haverneset, og hvem som vil kan lodde hullet der, inderst inde i den lille Vig, hvor hun faldt. – Putten har mange af os seet, Spoddo ogsaa, den staar som en Bautasten ved Gamleveien over ”Stigen” oppe ved Hoem. Andre har nok seet de øvrige Redskaber, der de faldt. – Saadan gik sagnet i Bygden. – Men enten du er oppe paa Strandfjeldet og vender dit Blik mod Bygden, eller du staar oppe paa de bratte Bakkerne ret op for den gamle Kirke, og lader Blikket glide omkring, saa har du et Panorama af en Bygd, som er sjelden at se. Det er ikke trangt, det er rummeligt dernede i bygden.
Langt mod øst fra Reitan Station oppe i Aalen, og øst for Storskarven, et godt Stykke inde i Sverige, er der en liden Indsø. Der begynder Nea Elv. Den gaar mod nord og nordvest og kommer sig ind i Norge mellom Skarvfjeldet og Sylene. Siden er hovedretningen mod vest, og den gaar forbi Li Fjeld paa Sydsiden. Den mødes snart med Lødølja, en elv fra Nord, der har samlet alt det Vand den kunde i en omkreds rundt Fongen og længere nord og tillige fra øst henne ved Essand Sø. Men fra Sydøst gjennem Stugusøen kommer Thya Elv. Den mødes snart med de andre to og flyder tilsammen i dalføret. Og dette er Tydalen. Den er eget Herred nu, men er Anuer til Selbu.
Nea fortsætter paa sin Vei gjennem Fjeldbygden og optager i sig talrike Bække og Smaaelve. Længere nede bær det fra Tydalen gjennem Skoven ned til Hegseth i Floren, hvor Dalen udvider sig betydelig og danner en liden Grænd for sig selv. Nedenfor denne ved Øraasen trækker den sig noget sammen igjen og Floden tager mere Fart paa et Stykke gjennem Skoven, og før man ved af det er man i Rolsetgrænden. Ret nedenfor denne mødes Nea med Roltla Elv, der ogsaa har samlet på Vandet ved Fongen, samt ved Høifjeldet og Kraasaadalen, og saa i rasende Fart styrter afsted vestover til sit Møde med Nea. Den spiller sit Mesterstykke tidlig om Vaaren, naar Solen tager til at smelte Sneen i Bakkene. Da reiser den sig i sin Vælde, bryder Baand og Lænker og jager Isen søndermalet ned paa Neas rolige Overflade, hvor den saa hvile ud, indtil Vaaren og Nea finder, det er den rette Tid at bringe den videre afsted nedover, for enten at lade den svinde hen nede ved Kulseth eller sende den ud i Søen. Mange er de Smaaelve og Bække, som Elven optager paa sin Vei udover. Der er Mølnaaen, som kommer fra nord tversover fra Hælvsøen og styrter ned i Nea nedenfor «Hytten», der hvor Kobberværket var. Der ovenfor er nu en Bro over Nea til Mosletten. Der er Liabækken nedenfor
Lilleevjen, og paa Sydsiden Udhusbækken med de mange Kværnhuse, Trondsetbækken og en ude ved Klegset.
Ved Rolset begynder Dalen at blive bredere og den udvider sig efter hvert udover til Morset. En Mangfoldighed af Gaarde og Opsiddere findes paa begge Sider, og det bliver til en bred Dal med en eiendommelig høitliggende Slette med mange Gaarde paa Sydsiden fra Stokke til Udhus og videre til Kulset. Det er Mosletten. Paa Nordsiden fra oppe ved Skovbrynet skraaner lierne sig jevnt nedover, indtil de taber sig i Sletten nedenfor, hvor alfarvjeien er. Der oppe i Lierne og hernede paa Sletten ligger de talrige Gaarde og Pladserne rummeligt og bekvemt, men der er dog lit brat sommesteds. Dette er Øverbygden. Længere nede og henimod elven er der en anden Afsats og en anden Flade lidt lavere, og ligevis er det på Sydsiden, og paa begge sider er der en Række med Pladse, og nedenfor disse igjen ligger Slotteengrene store og brede paa begge Sider af Floden. Otte engelske Mil fra Rolset, og man er ved Morset, hvor Veien svinger om ”Stigen” og fortsætter i nordlig Retning. Der har man sprængt den et Leie i bratte Bjerget saadan en 40 fod over Floden, som gaar ret nedenunder. En Mil nordover, og Veien svinger vestover Fladen og mod nord, og Kirken med Prestegaarden ligger ret foran dig, vakkert og idyllisk, med sine frugtbare Marker; men mod nord og vest ligger en hel Kreds af Gaarde med Kvello ud mod Søen til den ene Kant og Haarstadgaardene opover Lien og mod Skoven til den anden Kant. Dette er Mebonden, og her er bygdens Sentrum. – Her – nesten lige bagenom Kirken - og høit oppe er der en Plads oppe – i – Skyen. Derfra kan haves en vid Udsigt, thi alle andre Steder har Bakkene og Aasene trukket sig tilbage, og du har foran dig et bredt, vidstrakt og tæt befolket Distrikt med Selbusøen vestenfor og med Udsigt langt udover; men til Siderne ser du Stranden og Søbygden, Vighvervet og en del af Øverbygden, og fra Nestved Prestegaard slynger Nea, der nu ikke længere har det travelt, sig i store, roligere Bugtninger gjennem de brede Enge med Hølader (luddu) og svinger forbi Kvello ud i Selbusøen ret nedenfor Teigen. Den deler sig her og danner et Delta, som alle større Floder bør gjøre. Thi saa er Moden. Men her har Nea tabt sit Navn.
Ligeløbende med Neas Dalføre går Indbygdelven. Den har sit Udspring der øst paa Fjeldvidderne nordfor Fongen og ved Vatna (Vatna i Flertalsform). Dens Hovedretning er vestlig som Neas. Efter at den er kommet forbi flere ”Vattn” og en langt tilbage i Tiden beboet Gaard, hvor Manden efter Sagnet skulde raade over stor Rigdom, springer den om lidt pludselig udfor og danner en stor Fos. Der tæt ved paa Nordsiden ligger Gaarden Kjelstad, og vestenfor er en hel Del andre Gaarde og Pladse i skjøn Forvirring.
Dette er paa Nordsiden, og paa den Side ved Garberg springer Høidegraget bagenfor længere frem, men saa har Dalen allerede udvidet sig mod syd, der hvor Kvelloaunet er, og hvor Uglemsgaardene breder sig opover Skraaningerne og sydover mod Holtet. Inde ved Roen kommer Almaaen og sender sit Vand ud i Elven. Denne Dal er Indbygden. Ude ved Volset og Engene nedenfor Garberg munder Indbygdelven ud i den inderste Bugt af Selbusøen. Bent frem fra Elvemundingen og tvers over Bugten ligger ”Bokken”. Ret nedenfor Gaarden gaar Strømmen fra Elven mod Land og gjør, at det ikke vil fryse til om Vinteren, og saaledes blev det til en Vok (Vaag). Vi er nu ved østre Eidem. Disse Gaarde ligger her lige ved, og nordvest har vi Emsnesset og Baknes m. fl. Over Høiene vestenfor ligger de øvrige Eidemsgaarde. Dette er Eidemsgrænden. Vestenfor denne ligger de to Gaarde Flønes paa den sydligste del af den vakre, skovrige Halvø Flønesnesset, der på Vestsiden bader sig i den brede del af Søen og danner paa Østsiden Bugten over for Siran og Tømmerstranden (en Skovstrækning). Mod syd ret over for de to Gaarde og Pladsene paa Vestsiden, er den nydelige Halvø Havernæsset, med Sanatoriet ved den inderste Ende af Bugten, og ret op for denne mod øst er der nogle Villaer og ovenfor nogensteds Gaardene Bell, Botten og Dyrdal, og bagenfor disse er den lave og smale Skovstrækning mellem Øverbygd og Indbygd, der kaldes Holtet. Dette er øst for Mebonden.
Naar du gaar skraas over Bugten fra Østre Eidem, saa er du snart ved en jevn Flade, der stikker lidt udi Søen. Der ligger Siran. Fortsætter du saa nordefter langs Tømmerstranden, saa er du om en Stund ved Mundingen af Tømra, en elv, som samler op alt Vand, den kan finde paa Markerne mellem Størdalen og Selbu og længere øst, og sender det ud i Søen ved Setsaas. Setsaas har været en stor Gaard, og ovenfor er Espet, som minder dig om Veien til Størdalen, thi den gik op her, sidst jeg saa den. -Herinde begynder Stranden, som strækker sig fra Setsaas vestover til Solem, og paa denne Strækning løber nogle Smaaelve og Bække lige lukt i Søen. En af dem, den ved Fossum, har et Sagbrug at drive, og den klarer det godt, og vestenfor Fuglem og Grøtte er der Elve. Midt på Stranden er Strandens Kirke, bygget siden ’70-aarene i forrige Aarhundre. Ved Fuglem tager Landeveien opover og indover Skoven forbi vestre Ende af Strandbygdfjeldet til Mostamarken og Hommelvig, og til Jonsvandet og Trondhjem.
Ved Solem trækker Søen sig sammen og Bakker og Berg paa siderne bliver baade høie og bratte og respektingydende, og Søbunden dybere end Havets overflade. Saa siger man. Det ligner lidt på vestlige Norge her; men opover ”Bjørgene” er der Skov allevegne. Langt ude paa Nordsiden er en Plads hængt udpaa øverst i Bakkene. Om denne skrev en til mig, at den var ikke skikket for Folk men for Gjeder. Lidt vestenfor er Amdahl og Bækken der, og længere vest Drakstengaardene og Elven der, og nordenfor oppe paa Markene er Dragsøen. Der gaar Vinterveien nordover til Jonsvandet. Inde i Klæbo ved den vestre Ende af Søen, hvor Nidelven løber ut af denne, danner den et Næs, idet den først gaar mod vest og derpaa mod nord, indtil den faar sprængt sig gjennem Trangfossen. Paa dette Næs ligger Brøttem og lidt længere øst ved Bugten og paa Nordsiden er Teigen, hvor Byfarerne bestandig fik en god Modtagelse, og hvor man lossede Kværnstenene af Baadene om Vaaren for tillands at bringe dem videre til Trondhjem. Det var baade farligt og interessant at være med at kjøre Kværnstenene over Stigen (Staaggaan), den tverbratte bakken, hvor jeg som Gut var med at kjøre. Jeg havde to spræke Unghester. Fader kjørte foran, jeg i Midten og Ingebrigt Teigen bagenom. Naar vi var komme op paa Bakken, bad jeg om at de maatte hjælpe mig at sætte paa ”Risten” (forat stænge det ene Baghjul), men det syntes de to ikke var nødvendig. Saa kjørte da Fader foran med det tyngste Læsset og de adstadige Heste, og det gik. Jeg kjørte efter, med lit mistanke til Gampene mine, og det gik ogsaa, men det gik fort, thi Hestene vilde have moro, og alt det jeg holdt i, saa blev jeg dog for let, og det begyndte at se broget ud. Jeg spændte i alt det jeg kunde, holdt ret efter Læsset til Far og raabte til ham, at nu kom jeg. Ved at svinge indtil Veikanten lykkedes det ham at standse Læsset sit, men da var den ene af mine Hester ovenpaa Læsset hans. Nu maatte da Springfyrene mine standse. Vi fik ristene paa og Hesten ned af Læsset, og den havde ingen Skade lidt af sine Spillopper. Det var ikke meningen, at Gutten skulde have lov til at være ræd, men vi kom afsted igjen lidt mere forsigtig.
– Paa Sydsiden af Søen lidt vestenfor Draksten var der et stort Sagbrug og en Elv til at drive det, og ovenfor dette mod øst er Gaarden Haardnaa med Elven af samme Navn. Længere øst er Renaagaardene og Renaaelven med sit Dalføre, der skjærer sig ind fra syd og bringer Vandet fra Rensøen. Der østenfor er et af de vildeste og bratteste Partier ved Søen. Naar man ror der langsmed, er man glad at Baaden holder, for det vilde være faafængt at forsøge paa at lægge iland; thi Bjergene gaar lige lutt ned i Søens Dyb. Noget længere øst, og du er ved Hammer og Eggen. Østenfor her begynder Bakkene at træde tilbage. Strandbredden bøier af i sydøstlig Retning og Terrainet faar et venligere Udseende. Bagenfor dig har du nu Søbygden (paa begge Sider af Søen) og udbredt foran dig har du mange Gaarde og Pladse fra Kjøsnes og Guldset paa Vestiden af Elven , til Somstad og Vigen ved den østre Kant af den store Grænd. Dette er Vighvervet. Men ret ud, ikke langt fra Elvemundingen er Hoøien, hvor Kong Sverre hvilte ud, efter at han først havde luret Selbyggerne for Baadene deres, saa at hans Folk kunde faa hvile i Ro.
For vel 70 Aar siden havde en af Bygdens Folk en Oplevelse her. Det var sent paa Kvelden og mørkt var det. Han kom i en større Baad og skulde forbi Hoøien. Blant meget andet havde han ogsaa Hester ombord. Det var Blaast op til en Storm, der truede med at blive for meget for dem. De havde sin fulde Hyre med at manøvrere Baaden. Bølgerne slog om den, Hestene blev urolige og en af dem styrtede sig overbord. De saa ikke, hvor det blev af den, men tænkte den vilde svømme mod Land. Dette kunde den gjøre, men den kunde ikke komme op paa Land der i Nærheden. Det vidste de. Imidlertid strævede de med Baaden, og ved den yderste Anstrængelse lykkedes det dem at komme omkring Øen til den anden Side, hvor de kunde være i Ly for Veiret, og her lagde de iland. Saa tog de nogle Reb, som de havde, kravlede op paa Øen, gik over til den Side, hvor de haabede at finde Hesten, og kom sig ned den stupbratte Skraaning til Vandet. De fik høre Hesten vrinske og var snart ved hans Side. Den havde fundet saapas Fodfeste, saa den holdt sig over vandet med Forkroppen. De satte da Reb paa den, krøb opad Bakken med den anden Ende af det, for at faa Spendtag, og medens den ene trak i rebet alt det han orkede, saa tog den anden Hesten i Bidslet, støttede den saa godt som muligt og Hesten hævede sig op af vandet og ved den Hjælp den fik, gik den opp den bratte Skraaning og var snart i Behold.
Den samme Mand drev meget med Kværnbrug, og sidst paa Vinteren et Aaret, maatte han udover Søen med et Læs Kværne. Da han var kommet udpaa et Stykke, fandt han at Isen var mere skadet af Vaarveiret, end han havde tænkt, og ikke var det godt at vende om heller. – Han fik da løst alle Rebene af Læsset, saa det laa der aldeles løst og kunde glide let bagover Sleden, om Isen begyndte at give sig under Læsset. Saa løste han af de korte Kjættinger, som forbandt Slæden med ”Skjækerne”, og bandt saa disse til Slæden igjen med Vidje. Han tog derpaa Tømmerne i den ene Haand og Øksen i den anden, gik ved Siden og kjørte, rede til at hugge Vidjen af om det begyndte at gaa galt, for om mulig at redde sig selv og Hesten. – Samme Mand døde her i vestlige Minnesota for ca. 22 Aar siden.
Længere tilbage i Tiden, et Aar ved den Tid Isen tog til at blive veik, kom et større Følge fra Trondhjem for at kjøre hjem til Bygden. De satte afsted opover Isen og kjørte alle i Rad tæt efter hverandre. De var kommet fra Byen, var kanske lidt lystige og agtede ikke paa Faren. Isen bøiede sig under dem, saa de kjørte som i en liden Dal, og før de fik tænkt sig om og spredt sig noget, brast det under dem, og de sank i Dybet og druknede.
Undertiden kunde der paa Selbusøen opstaa Sprækker i Isen, som var noksaa leie. Man kaldte dem ”Raaver” (eller Rover). De sprang gjernest op, naar det var Veirforandringer. Naar Isen søgte at udvide sig, saa maatte noget briste, og da sprang disse Rover op. Isen forseredes opad og brødes istykker, saa at Isbunkene blev staaende imod hverandre. Naar man skulde over dem, medens de var nye, maatte man være meget forsigtig. Undertiden vilde Isen trække sig sammen, og naar den brast, saa blev der en Sprække der kunde være 2-3 Fod bred. Havde Sønderrivningen gaaet i flere Retninger, saa kunde der blive løse Isflag, og kom man udpaa et saadant med Læs, kunde det let vippe, saa det gik galt. Disse Sprækker kaldte man ogsaa Rover.
Vighvervet fra Samstad med Laaen, Kjøsnes og Hoøien bak.
Vi må endnu kaste et Blik rundt os der i Vighvervet. Det er en interessant del af Bygden, dette. Det er som et stort Amfitheater med Hoøien til Scene og Søen med Strandbygden og Fjeldet som Scenemaleri bagenfor. – Omtrent allestedsfra kan du se Hoøien. Der er naturligvis nogen Uregelmæssigheder i Terrainet saadan som ”Laaen” (et Tjern), hvor ”Laapiperne” vokste. Der nær ved var en Plads, og den kaldte de: ”borta Laaind” (bortenfor Laaen). Saa var der lovlig brat der øst; ved Samstad og Aunbakken og noget vel fladt for et Amfitheater at være vestenfor Vigen, bortover Laaen, forbi Slindgaardene og der vest ved Elven. Ellers skraaner det opover mod Skovbrynet. Men mellem Slind paa Østsiden og Guldset og Kjøsnes paa Vestsiden er der en Sænkning fra Søen og sydover, og længere oppe noget mere af en dal. Det er her Vighvervelven sender sine Vandmasser ned i Søen, og den har havt nok at tage af. Oppe ved Skoven er den sprunget udfor og har dannet Fossefald, hvorom der høres meget nu om Dagen, thi det er derfra at ”Oplysningen” skal komme i Selbu. Fossene der skal, naar alt er færdigt og det elektriske Maskineri og Traadene er paa Plads – sende sine magiske Straaler utover den gamle Bygd.
Bagenfor Bygdens Sydside, helt fra Floren og til Renfjeldet, ligger inde i Skoven og opover Skraaningene mod fjeldet i syd et Basin saa stort og saa vakkert, at nedskriveren heraf har vanskeligt for at finde noget af alt det, han har seet, der kan jevnstilles med dette, naar det bliver Spørgsmaal om idyllisk Ro og en dæmpet og dog mægtig Natur. Oppe fra Høiderne ser du udover et stort Landskab med tre større Indsøer, Ustrongen, Vatna og Sørungen, og rundt om disse, opover de jevne Skraaninger og Aasrygge strækker sig til alle Sider den jevne, frodige Granskov isprængt med Bjerk, medens bortenfor og høiere oppe Furutræene kneiser med sine Kroner mod Skyene, og hist og her er der smaa Myrstrækninger, hvor ”Kort” og ”Multe” vokser og modnes. Rundt om i dette Terrain er der en Mangfoldighed af Sætervolde. Øverst i Skovlinjen er Sommervoldene og nede ved Indsøerne er Høstvolden, hvorhen Buskapen flyttes, naar løvet tager til at falme og Kulden begynder at gjøre sig gjældende høiere oppe mod Fjeldet.
Naar du gaar sydover, der hvor Vighvervelven kommer fra, saa kommer du først til Vatna, som er den nærmeste Sø. Et godt stykke syd og vest derfra ligger Sørungen. Den er den største af de tre og synes mest interessant. Følger du saa den Elv, som falder i Vatna fra øst, saa kommer du omsider gjennem et kanallignende Flodleie ind i Ustrongsøen. Ustrongselven kommer fra Vandskillet mellem Floren og Mosletten – deroppe paa Fjeldvidden – og fra den evige Sne oppe i Bringen. Længst nede gaar den gjennem brede, smilende Slaatteenge ud i Søens sydøstlige Del. I den nordøstlige Del er der en Holme med stor Skov og afvekslende Landskab. Vi pleiet gjæte Kreaturene der, den sidste Dag, vi var i Sæteren om Høsten. Paa Østsiden af Holmen er der en underlig Bugt, der ender i en ideal Strandbred. Her ligger Side om Side de to Høstvolde, der tilhører Udhusgaardene. De ligger der flade og jevnt skraanende mod syd lige ned til Strandbredden, og over Bækken og lidt høiere oppe ligger Barogarsvolden med en Krans af Skov mellem Søen og dens Udkant. Mod syd har man den vakreste Udsigt over Søen, Elvemundingen og Engene rundt, og bortenfor den dybe, mørke Skov med Bringen, Storlien og Fjeldene vestenfor i Horisonten. Det er et Billede med Afveksling, Ynde og Ro. – Naar man en stille Kveld staar der paa Tunet og blaaser i ”Luren”, da gaar Tonerne fra Aasryg til Aasryg og Ekkoet bærer dem tilbage Gang paa Gang, først fra nærmeste Aas og siden fra de fjernere, indtil de omsider taber sig i det fjerne.
Skrevet av John Pedersen Uthus, Minneapolis 1921.
Nåtidens betraktninger (Ved Nils Evjen 2025).
John Pedersen var født i 1851 i Nordigarden Uthus. Foreldrene var Litj-Pe Barosa Øvergara Flønes og Kari Johnsd Nigara Garberg, som drev Nordgarden Uthus i 21 år, før de i 1870 tok med seg familien og emigrerte til Minnesota. Der ble John utdannet prest og utga i 1921 Selbygbogen på Selbulagets Forlag, Minneapolis. Det første kapitlet i boka er denne vakre og interessante beskrivelsen av Selbu, hvor det går fram at han som barn hadde vært gjeter på Høstvollen ved Østrungen, som han fortsatt hadde et romantisk forhold til.
Det kan bemerkes at han nok hadde en misforstått oppfattelse av navnet på Hersjøen (Hælvsøen). Han trodde vel at navnet hadde samme bakgrunn som selbuordet «herslem», som betyr hælvslem, altså veldig bra.
Jeg har av min masjonskamerat Tor Arvid Borseth fått vite at navnet «Vok» ved Eidemslandet i bestemt form uttales Vokja («borti Vokjinnj»).
Indbygdelven for Garbergelva og Vighvervelven for Slindelva er vel for oss alle i dag ukjente begreper.
